Del denne histore, vælg din platform!

Min kollega Kristian Haugaard har tidligere skrevet et blogindlæg her på siden om metrikker og hvad en god startpakke er. Jeg afholdt selv et webinar for Agile Akademiet med uddybninger omkring det samme emne for et par måneder siden. Se re-playet her.  

Her den anden dag blev jeg imidlertid mindet om at vi kan have nok så mange målinger, men hvis vi ikke har styr på data bagved, så er de i bedste fald værdiløse, og i værste fald giver de os et helt forkert billede af virkeligheden. Baggrunden for denne påmindelse er som følger:

Jeg skulle ud og løbe en tur, og til at tracke turen bruger jeg mit ur med indbygget GPS. Løbeturen var umiddelbart efter aftensmaden, hvilket jeg næsten altid undgår, da jeg ved at det plejer at påvirke turen. Det var jeg sikker på også var tilfældet, for jeg syntes godt nok at turen var hård, også selv om jeg ikke valgte den nemmeste rute. Da jeg kom hjem kunne jeg konstatere at jeg havde løbet 5 km på 30 minutter, altså 6 minutter/km, og dermed var det den langsomste tur jeg har løbet i mange år. Det var jeg helt bestemt ikke tilfreds med!

Der var dog et eller andet der nagede mig, det kunne ikke passe at jeg havde løbet så langsomt, og da jeg kiggede nærmere på data fra uret, viste det sig at GPS ikke havde ordentligt signal, og dermed var der noget usikkerhed omkring rutens længde. Jeg besluttede derfor at lægge ruten ind i et andet program, og bruge det til at måle ruten med. Det viste sig at ruten var 5,6 km lang da jeg målte den efter, og dermed havde jeg løbet 5,22 minutter/km, den hurtigste tid jeg har løbet længe. Med et var jeg meget mere tilfreds med mig selv og min præstation!

Hele pointen her er at målingen har en enormt stor betydning for min oplevelse af løbeturen. Uanset hvad målingen fortalte har jeg løbet den samme tur på 30 minutter, og konditionsmæssigt har jeg fået nøjagtigt det samme ud af det. Men, de 6 minutter pr. km. var nedslående, og jeg gav turen lige efter aftensmaden skylden, og prøvede at finde lidt tilfredshed i at jeg i det mindste var kommet afsted. Det ændrede sig øjeblikkeligt da ruten var målt efter. Lige pludselig var det både den længste og hurtigste tur jeg havde løbet længe, og det gav en helt anden tilfredsstillelse, selvom det kun var data der var ændret, ikke selve turen.

I Scrum og Agile bruger vi målinger til at give os et indblik i hvordan vi performer sprint for sprint, og de målinger er i høj grad med til at definere vores oplevelse af om vi har fremdrift og om vi leverer værdi til kunden. Så ligesom med løbeturen: Vær sikker på at de data du lægger til grund for din måling er valide!

Leave A Comment