Produktvision og MVP – Del 2

I mit forrige indlæg omkring produktvision og MVP, lovede jeg at komme tilbage til nogle mere konkrete metoder til hvordan man kan arbejde med sin produktvision. Der findes en lang række værktøjer, og jeg kender bestemt ikke dem alle sammen, men du får nogle stykker sammen med med nogle input til hvor de har deres styrker.

Der skal lyde en stor tak til mine Ugilic kolleger, som har stillet deres ideer til rådighed for dette indlæg.

I mit forrige indlæg præsenterede jeg kort at bruge samme form som mange bruger til at skrive user stories, nemlig:

Som _________________________
vil jeg/vi levere_________________
med det formål at_______________

Den udvidede udgave af en sådan sætning er “Elevator talen”. Populært sagt skal man kunne præsentere sit produkt for en potentiel kunde/investor mm. på den tid det tager at køre op med elevatoren. Dette er særdeles anvendeligt hvis du ofte har brug for at fortælle andre hvad dit produkt er, uden at have nogen visuel støtte.

For (kunde)
som (behov eller mulighed)
er (produkt)
en/et (type)
som (det der gør den største forskel som appellerer til at købe/anvende).
Modsat (alternativ)
er/kan (største differentiator).

Herunder et eksempel fra Ugilics kususvirksomhed Agile Akademiet. (Se mere om vores kurser på agileakademiet.dk)

For personer der arbejder i Danmark som har
behov for mere viden om at arbejde med agile teams og organisationer, er Agile Akademiet
en kursusudbyder som hjælper kursisterne med at opnå og vedligeholde et højt kompetenceniveau indenfor agile værktøjer, coaching og ledelse.
Modsat traditionelle kursusudbydere
er Agile Akademiets kurser mere baseret på erfaringsbaseret og inddragende undervisning og mindre på certificering og teori.

“Hvis du har behov for at gå yderligere i dybden, og kigge ikke alene på visionen, men også dybere ind i målgrupper, deres behov og mulige løsninger, så kan jeg anbefale at kigge nærmere på Roman Pichlers “Product Vision Board.”
Den guider dig igennem en række faktorer der allesammen har indflydelse på produktvisionen.” Det findes både i en normal og en udvidet udgave, afhængigt af hvor meget du har brug for at få med. Der hvor jeg har set den virke, er når du skal udarbejde en vision for et nyt produkt, eller starte helt fra bunden med at skabe en produktvision. Så giver den et godt overblik over hvad du kan/skal tænke over for at komme hele vejen rundt. Se mere på http://www.romanpichler.com/tools/vision-board/

En tredje mulighed er at prøve at vende billedet om, og kigge på dit produkt udefra. Hvad vil du gerne have kunderne siger om dit produkt når de bruger det? Det kunne være som nogle korte statements a la. “Jeg blev holdt i hånden hele vejen igennem processen” eller “Det er et super intuitivt værktøj”. Du kunne også sætte dig for at skrive en den anmeldelse som du gerne ville se i et blad. Hvilke features ville de fremhæve og hvordan ville de sammenligne de produkt med konkurrenternes.

En sidste mulighed er at kigge på hvordan dit produkt skal præsenteres. I forskellige kursus sammenhænge har jeg brugt en metode der hedder “Vision Box”. Formålet er at designe den kasse som produktet skal sælges i. Verden er imidlertid sådan at det meste software sælges online, og derfor er det mere relevant at se på hvordan produktets hjemmeside skal se ud. Ved at arbejde med at designe hjemmesiden, er der nogle ting som skal overvejes og defineres.

  • Hvad skal forsiden indeholde?
    • Produktets navn
    • Blikfang i form af en illustration / billede
    • De tre til fire største salgsargumenter
  • Hvad skal der komme derefter?
    • Flere billeder
    • Mere detaljeredebeskrivelser
    • Fremhævelse af særlige features

Hvis man ser på forsiden på Ugilic.dk, så indeholder den et blikfang i form af et billede, en overordnet tekst om hvad Ugilic er og gør. Resten af informationen er gemt i beskrivende links, som er præsenteret over det korte indledende budskab.

Nu har du fået noget inspiration til at komme igang med din produktvision, jeg håber du har kan bruge noget af ovenstående, eller har fået en helt anden idé til hvordan du kommer videre. Del gerne jeres gode idéer i kommentarfeltet herunder.

Agile Coach, underviser og nørd. Jeg skriver om mange forskellige aspekter af det agile univers, ofte med små eksempler, referencer og skæve vinkler.

Skriv en kommentar